
Homepage - Articles - Interviews
Sorry - this page is not available in the chosen language
Anders Bo Pedersen (Latin Dance Band): Salsa er sensualitet, livsglæde, kropsfornemmelse...

Latin Dance Band - foto hentet fra orkestrets hjemmeside med tilladelse fra Anders Bo Pedersen. Det er Anders Bo øverst i midten (med briller).
Begejstringen er ikke til at tage fejl af når man kommer i dialog med Anders Bo Pedersen fra Latin Dance Band.
Han har spillet - og danset - Salsa siden 90'erne. Og hans hjerte banker for den Cubansk inspirede musik og dans
og hele den atmosfære og livsglæde der omgiver musikken og dansen.
Som han siger: "Her sidder vi jo bare og glor på Stjerne for en aften og lader andre underholde os!
På Cuba er du nødt til at lave din egen fest. Det ku' vi jo godt lære noget af!".
I interviewet forsøger Anders Bo at formidle noget af denne begejstring videre til HiFiSalsa's besøgende.
Han fortæller om Latin Dance Band, om deres musik, og deres nye CD: Movimiento.
Titlen betyder bevægelse, og det er i følge Anders Bo lige hvad der menes: "at man kan bevæge sig - danse - til musikken".
I interviewet får Anders Bo også lejlighed til at give sit bud på spørgsmål som:
"Hvad er det bedste ved det Danske Salsamiljø?" og "Hvad er det værste?".
HiFiSalsa: |
Født i Danmark. Man får ikke de cubanske rytmer med i vuggegave(?) |
Anders Bo: |
Jeg startede med at spille reggae, calypso og afrikansk musik først i 1980'erne. Bl.a. på den Rytmiske Aftenskole i København og da "Salsa Na Ma" med Birger "Krølle" Sulsbruck i spidsen startede op på samme tidspunkt, var det nok den første store inspiration til at opdage salsa-musikken. I 1988 startede jeg på Rytmisk Konservatorium i Silkeborg ("Centret for Rytmisk Musik og Bevægelse") - en virkelig fed uddannelse, hvor alle studerende, udover at spille et instrument, også skal danse og spille trommer/percussion! |
HiFiSalsa: |
Hvad er det Salsa'en kan give os danskere? |
Anders Bo: |
Sensualitet, livsglæde, kropsfornemmelse, at det er sjovt og fedt at danse par-dans, bedre rytmefornemmelse, lav din egen fest..........fortsæt selv!! |
HiFiSalsa: |
Kan du kort præsentere orkestret: The Latin Dance Band? |
Anders Bo: |
The Latin Dance Band eller Latin Dance Band, som vi kalder os nu, startede op i 1996 kraftigt inspireret af min første tur til Cuba i 1994! Som noget ekstraordinært kan jeg også nævne at 7 af musikerne i bandet (ud af 10) har været med hele vejen, siden 1996 (Jeg selv på sax, Lars Aaskov på trompet, Annelise Fuglsbjerg og Charlotte Withen på sang, Carsten Kær på klaver, Benny Morthorst på guitar og Pelle Holst Jensen på Congas) mens vi har skiftet bassist, trommeslager og trompetist et par gange! |
HiFiSalsa: |
Hvad er din rolle i orkestret? |
Anders Bo: |
Jeg er "bandleader", hvilket i starten betød at jeg kom med alle arrangementer og lyttede alle numre af, bookede bandet, sørgede for transport og meget mere. |
HiFiSalsa: |
Hvordan vil du karakterisere den musik LDB spiller? |
Anders Bo: |
Vi spiller salsa inspireret af de nye cubanske bands. Nogle kalder det for timba.
Her er det vigtigt at forstå at "timba" ikke er EN speciel stil, men blot et udgangspunkt - en ide og en måde at spille salsa på, som kan varieres i det uendelige. Vi har spillet - og spiller stadig - kopier af originale numre fra forskellige cubanske orkestre, for at lære musikken at kende. |
HiFiSalsa: |
Du kender både de danske og det cubanske(?) musikuddanndelser. Hvad er der af fællestræk og forskelle? |
Anders Bo: |
De cubanske musikere er superdygtige rent teknisk. De øver og øver og har selvfølgelig den fordel at de er opdraget med salsamusikken, så det falder dem helt naturligt at spille den slags musik.
Men skal de spille jazz eller rock mangler de ofte feeling, så det bliver lidt "corny" at høre på. |
HiFiSalsa: |
Hvad betyder samarbejdet med cubanerne og inspirationen fra Cuba for en dansk salsamusiker? |
Anders Bo: |
Det er superfedt at spille med vores to cubanere, Tony og Yasser (der er to Cubansk fødte musikere med i LDB - HiFiSalsa).
Det er selvfølgelig specielt de rytmiske ting, der rykker, når de trykker den af.
Men før dem havde vi jo dansk bassist og trommeslager og det fungerede også godt. |
HiFiSalsa: |
Nogle erklærer ellers timbaen for døende (eller død). Er I ikke bare et dansk band der kommer halsende bagefter og giver kunstigt åndedræt til en uddøende cubansk musikstil der havde sin storhedstid i 90'erne? |
Anders Bo: |
Tja, jeg ser nu ikke at cubansk musik - kald det salsa eller timba - er døende. Generelt er salsa musikken og dansen stadig ved at blive spredt ud over hele verden
og den er ikke nogen døgnflue. Det bliver jo ved og ved.
Og kvaliteten blandt de salsa-bands der er herhjemme, er også vokset mærkbart. |
HiFiSalsa: |
Ja, I turnerer flittigt (og har en imponerende jobliste på jeres hjemmeside).
Hvordan bliver I modtaget når i spiller rundt omkring på f.eks. gymnasier i Danmark. |
Anders Bo: |
Publikum plejer at tage godt imod os. De kan som regel godt mærke varmen i musikken selvom de måske ikke helt fatter hvad der foregår! |
HiFiSalsa: |
Hvad er det vanskeligste publikum at spille for? |
Anders Bo: |
Vi prøver altid på at undervise publikum i at danse salsa - altså bare prøve på at få dem ud på dansegulvet og vrikke lidt til musikken.
Så de mærker at de selv kan bevæge sig til musikken - også uden at være mestre i at danse perfekt salsa!
|
HiFiSalsa: |
Du nævnte Tony og Yasser (José Antonio Moreaux Charon på trommer og timbales og Yasser M. Pino på bas) Det er to af de rytmisk vigtigste poster i orkestret som er besat med Cubanske musikere. Er det i virkeligheden sådan at man skal være indfødt cubaner for at ha' det rytmiske drive der er nødvendigt? |
Anders Bo: |
Både ja og nej! Der er mange danske musikere, der begynder at ha en god feeling med salsa-musikken og omvendt er det jo ikke alle cubanere, der er fantastiske musikere og dansere. Men det er klart, som nævnt ovenfor, at hvis du ER musiker/danser og opvokset på Cuba,
så har du et helt specielt tæt forhold til den musik, der gør at du bare rykker på en helt naturlig måde, der forekommer helt fantastisk for os her i Danmark, hvor vi jo generelt er meget tunge i røven, rent rytmisk! Igen er det kulturforskelle, der spiller ind: På Cuba danser folk generelt bare meget mere end vi gør i Danmark og Europa. |
HiFiSalsa: |
Du både spiller og danser salsa. Hvad er det vigtigste for dig selv? |
Anders Bo: |
Det er to sider af samme sag! Jeg elsker at spille og danse på samme tid! Desværre går mange af de cubanske orkestre på kompromis, når de spiller i Europa og tror at de skal spille andet musik, end det de plejer. F.eks. Merengue, gammel Son som "Buena Vista Social Club" m.m. |
HiFiSalsa: |
I har lige udgivet jeres anden CD: "Movimiento" du kort præsentere den? |
Anders Bo: |
Der er 9 numre på CD'en. Som det første salsaband i Danmark spiller vi salsa med danske tekster. Der er 3 dansk-sprogede numre, hvoraf det ene er en original-komposition af vores sangerinde Annelise Fuglsbjerg. |
HiFiSalsa: |
Hvad menes der med titlen: Movimiento? |
Anders Bo: |
Det betyder; "Bevægelse" og hentyder først og fremmest til at man kan bevæge sig - danse - til musikken. Det kan også betyde at vi er med i en bevægelse, der kommer med noget ny musik og at vi bevæger os fremad...........! |
HiFiSalsa: |
Som du nævnte: Nogle af numrene på CD'en har danske tekster. Hvorfor? |
Anders Bo: |
Vi fik lyst til at synge på vores eget sprog, fordi vi jo ikke er indfødte latino'er, der taler flydende spansk. Derudover fik vi også lyst til at publikum skal kunne forstå vores tekster - der er ikke mange i Danmark der forstår spansk. |
HiFiSalsa: |
Hvordan har publikumreaktionen været på de danske tekster? |
Anders Bo: |
Generelt god. Tit opdager publikum ikke at vi synger på dansk, men efterhånden laver vi nogle breaks, dæmper musikken og får dem til at synge med på omkvæd og så synes de det er fedt! |
HiFiSalsa: |
Hvor står det danske Salsamiljø i dag? |
Anders Bo: |
Det danske salsa-miljø har jo efterhånden eksisteret i mange år og fungerer fint. Der er også opstået salsa-danse-klubber rundt omkring i provinsen; Ålborg, Esbjerg, Sønderborg m.fl. steder og her er de med til at skabe et miljø, hvor almindelige mennesker opdager salsa-musikken og får lyst til at prøve det af! Med hensyn til salsa-orkestrene synes jeg det går rigtig godt. De bliver mere og mere professionelle og spiller bedre og bedre. Vi, Latin Dance Band, laver salsa på dansk. Jorge Cordero prøver noget af med salsa, latin og pop. Llego La Hora spiller deres stil og har succes med det. Salsa Loca har lige luftet en maxiCD med 3 numre og det tegner også godt! |
HiFiSalsa: |
Hvad er det bedste ved dagens danske Salsamiljø? |
Anders Bo: |
Salsa-klubberne og de forskellige bands danner tilsammen en bølge, der stille og roligt breder sig i det ganske land. Det ender med at de begynder at spille salsa på P3 og på TV2!!? |
HiFiSalsa: |
Hvad er det værste? |
Anders Bo: |
Salsamiljøet har en vis tendens til at være lidt tillukket og beskæftige sig meget med "konkurrencer" i salsadans m.m. |
HiFiSalsa: |
Set fra dit synspunkt: Hvor bevæger Salsa'en sig hen? |
Anders Bo: |
Tja... Den fortsætter stille og roligt med at udvikle sig og skabe glæde og dans. |
HiFiSalsa: |
Her til slut. Hvor bevæger i jer hen. Hvad er LDBs umiddelbare fremtidsplaner? |
Anders Bo: |
Vi vil komponere nogle flere numre - med danske, spanske og engelske tekster. Og så skal vi ud og spille og sælge nogle CD'er. Køb vores nye CD. Den er super-god! |
HiFiSalsa: |
Ja, det er jo en opfordring vi kan lade blive stående et øjeblik... Der er i al fald mulighed for både at lytte til smagsprøver fra Latin Dance Bands nye CD på bandets hjemmeside og for at bestille CD'en samme steds. På bandets hjemmeside kan man også finde mere information om orkestret og om kommende koncerter. Tak til Anders Bo Pedersen for at tage sig tid at svare på de mange spørgsmål. Og held og lykke fremover til hele bandet. Og så kommer der iøvrigt indenfor nær fremtid en anmeldelse af Latin Dance Bands nye CD "Movimiento" på HiFiSalsa. Bo Kristensen Interviewet med Anders Bo Pedersen er foretaget via email i starten af December 2003 |
Contribution by : Bo, HiFiSalsa 09-Dec-2003 19:24 - Last updated : 22-Sep-2004 22:22
Shown : 1695
Comments(0) - Write comment - Send note to the editors
Want to add comments - you need to belogged in as user
Fri. Jan. 3. 2020 : Latin Fridays at Kedelhallen

Welcome to the first edition of Latin Fridays at Kedelhallen! The Latin Friday evenings in a ...[Read more]
Missing something?!
Use our Info-form to give us indo about workshops, concerts and other events you think we should announce on the website.
Or become a registered user: Ass a registered user you can add and edit news in our newssection by yourself.
Critic, comments, ideas, suggestions?
Use our contactform for feedback...