HiFiSalsa : http://www.hifisalsa.dk/showme.php

Hjemmeside - Artikler - Rejsetips

Dagbogsblade, Cuba - 1997

Katrine besøgte Cuba i sommeren 1997, bl.a. for at følge et dansekursus på Conjunto Folklórico Nacional de Cuba..

Dagbogen fortæller om dansekurset og andre hverdagsoplevelser og indtryk fra besøget.

Bemærk at faktuelle forhold vedrørende f.eks priser og indkvartering kan være ændret siden 1997.

7. juli - Conjunto Folklórico Nacional de Cuba.

8. juli - Danseundervisningen

11. juli - Palacio de la Salsa

12. juli - Amerikanerne

13. juli - Dobbeltøkonomien

14. juli - Cubanerne

21. juli - I bil til Pinar Del Rio

26. juli - Fidel

27. juli - Santeria

31. juli - En cubansk familie

7. juli

Conjunto Folklórico Nacional de Cuba

Hver sommer holder et af Cubas dansekompagnier, Conjunto Folklórico Nacional de Cuba, et kursus for udlændinge. Kurset starter i dag. Først skal vi alle sammen testes og det på en gang.

Vi er en blandet flok fra hele verden. Danmark er stærkt repræsenteret, men også Tyskland, Svejts, Italien og stort set alle verdensdele på nær Afrika og Australien, er mødt op.

Vi bliver ført ned i en stor sal hvor vi skal danse salsa, son, cha-cha-cha, mambo, mens lærerne går rundt og måler vores evner. Selv synes jeg jo at jeg danser ganske godt, men det den slags salsa jeg har gået og samlet op rundt omkring, er åbenbart ikke helt det samme som cubansk salsa og på besynderligste vis havner jeg på niveau 1.

Det viser sig dog på mange måder at være en fordel: Vi er kun 6 elever og ofte har vi 3-4 lærere og et orkester på 12 mand, helt for os selv.

Efter at vi er blevet indskrevet bliver vi kørt ned til Teatro National, en tårnhøj bygning ved Revolutionspladsen med udsigt til det store portræt af Che Guevarra. Her får vi den første tår rom og vi skal også deltage i noget der hedder fri dans. Lærerne viser os hvordan vi vil danse når vi er færdige med kurset.

Det er også her jeg får min første skolekammerat, en japansk perkussionist der bor i Mexico. Også han bor privat og det tror jeg faktisk at vi alle sammen gør, skønt ingen ved hvor længe den private indkvartering kan fortsætte, for udlejerne skal til at betale skat. Og ikke som en procentdel af hvad de tjener, men som et fast beløb hver måned.

Det vil betyde at mange udlejere drejer nøglen om, og det er ærgerligt, for privat indkvartering er en glimrende måde at komme ind i et cubansk hjem på.

8. juli

Danseundervisningen

Den første rigtige skoledag starter med undervisning i afro-cubanske danse, og alle vores lærere er sorte. De af dem der ikke er sorte har med administrationen at gøre og denne arbejdsdeling skulle efter sigende ikke være usædvanlig.

Vores lærer i afrocubanske danse, Margarita, er en lidt ældre kvinde som lukker øjnene og lader sig henføre af de afrikanske rytmer som cirka 500.000 slaver bragte med fra Afrika.

Dansene vi danser mimer ofte en eller anden arbejdssituation og danses til en af orishaerne, (guderne) i Santeria, en helt speciel cubansk religion. Den første dans vi lærer er til Eleggua, guden der åbner og lukker skæbnens veje.

Det varer ikke længe før vi alle sammen er gennemblødte af sved, en tilstand der bliver helt familiær de næste 14 dage for vi danser fra klokken 9 om morgenen til 3-4 om eftermiddagen. Og uden for er det ikke bare varmt, det er ren sauna, og i går nat så jeg at temperaturen i mit værelse var 33 grader.

Efter de afro-cubanske danse har vi det der kaldes populære danse, Mambo, Cha-cha-cha og Son og her danser vi i par, vi smutter rundt i hænderne på hinanden, men vi har næsten en lærer hver og levende musik, det er virkelig guf for enhver danse-entusiast.

Den efterfølgende Rumbalektion varer det dog ikke længe før jeg bliver uvenner med. Nok er musikken også levende her, men dansen, eller i hvert fald de trin vi lærer er uhyre ensformige og helt hypnotiske.

I frokostpausen skynder jeg mig hjem for at skifte tøj, men det opgiver alle de følgende dage. Jeg får ikke noget at spise på den måde, og desuden tørrer tøjet jo mens man spiser frokost.

Hver dag spiser vi på en paladar et privat spisested, som ikke skilter med sin eksistens, men som alligevel tolereres af myndighederne. Her kommer man som regel ind i folks private hjem, og bare man kan en smule spansk, er værten ikke utilbøjelig til at sætte sig ned og sludre med en mens man spiser.

Eftermiddagen byder på salsa, og når læreren sætter båndet i maskinen står vi alle sammen der og ser forventningfulde ud. Vores lærere er lavede af ler og kan bevæge alle led på en gang og uafhængigt af hinanden. -Hvis I ikke kan finde ud af det, får vi at vide, -er der kun én ting at gøre: Smil!

11. juli

Palacio de la Salsa

I aften skal vi ud og øve alle de trin vi har lært og derfor skal vi på Palacio de la Salsa, et rigtigt godt spillested i Havanna som dog også er så dyrt at det er de færreste cubanere der har råd til at komme der.

Faktisk vil jeg tro at dem der kommer ind gør det som orkesterets gæster, eller sammen med en udlænding. På steder som disse er der mange umage par; man kan ikke undgå at lægge mærke til prostitutionen.

Når man sådan går ud, bestiller man ikke en flaske vin, men en flaske rom og derfor varer det ikke længe før vi har mod til at entrere dansegulvet.

Men problemet med os er at vi stadig tæller. Mens alle de andre kaster sig ud i en dans, man roligt kan kalde udfordrende, står vi stadig dybt koncentrerede og tæller; un, dos, tres, y. Og når min japanske skolekammerat drejer mig rundt, er det jo aftalt spil.

Bagefter slentrer vi ned på Malecónen, for uanset tidspunktet er Malecónen en uundgåelig station.

Her sidder man og spejder ud over havet, over til koncentrationen af cubanere der bor lige på den anden side af vandet, i Miami.

Næsten alle kender nogen der er flygtet og i den opgang jeg bor i, var der en nat ni unge mennesker der prøvede lykken på en hjemmelavet tømmerflåde. Det er cirka fem år siden og det er ikke alle man har hørt fra endnu.

Bekendte i Miami er for øvrigt et godt kort på hånden i den cubanske hverdag, for efter at dollarøkonomien blev indført kan man næsten ikke klare sig uden dollar, særligt ikke hvis man bor i byen. Al mad er rationeret og der er meget svært at klare sig med rationeringen alene. På landet kan man måske klare sig, men i byerne bliver der større og større afstand mellem dem der har adgang til dollars og dem der ikke har. Og selvom man måske kan overleve på rationeringen, så mangler man alt andet; tøj, sko, medicin.

Alle jeg har spurgt har sagt til mig at ingen dør af sult i Cuba. Men der er i hvert fald nogle stykker der går sultne i seng.

12. juli

Amerikanerne

I dag sprang der bomber på to turisthoteller, fortæller en taxachauffør mig. Han er slet ikke i tvivl om at det er amerikanerne der står bag, og det er min værtinde heller ikke. Det er selvfølgelig for at skræmme turisterne væk.

13. juli

Dobbeltøkonomien

Med den dobbeltøkonomi der eksisterer på Cuba, kan det særligt i starten være svært at finde ud af hvad der er det ene og hvad der er det andet.

1 dollar svarer til 22 pesos og med den forskel skulle man tro at det umiddelbart fremgik af prisen om den var i pesos eller i dollar.

Men visse priser er turistpriser på et næsten europæisk niveau og andre er stadig statsfastsatte pesos priser. Hvis man betaler i pesos kan man derfor være sikker på at det er billigt, men i dollars er det sjældent særlig billigt.

En forfriskning på et turist hotel kan således sagtens koste 15 kroner, mens en tur i biografen koster knap 30 øre. Et måltid på en statslig restaurant kan koste 3 kroner, mens et tilsvarende måltid på en paladar kan koste 30 kroner.

Men efterhånden finder man ud af hvad det er hvad, skønt ens blotte udseende altid sætter prisen mærkbart i vejret. Ikke mindst når man vil med en af de uofficielle taxaer. Her stiger prisen gerne 3-400 % bare fordi man har blå øjne.

14. juli

Cubanerne

Det er ganske overvældende så meget cubanerne snakker. Det koster stort set ingenting at tale i telefon og derfor står den ikke stille et øjeblik.

Men telefonen er langt fra nok. På gaden, i bussen, alle vegne er man sociale i en grad der må forbløffe en dansker.

I bussen hørte jeg f.eks. to få knap en halv time til at gå med hvordan de kunne lide deres kaffe, den kan jo laves på rigtig mange måder og mængden af sukker kan også varieres en del.

Også min værtinde og naboen kan få timer til at gå med at vride og vende den mindste nyhed og derfor skal jeg også aflægge udførlig rapport hver dag når jeg kommer hjem fra skole.

Og samtalerne bliver ikke kortere af at man hele tiden skal referere dem for de nye der kommer til. Jeg tror det må være noget instinktivt for cubanerne at kommentere alt hvad der sker omkring dem.

Det må også være det der får cubanske mænd til omgående at udtrykke hvad de mener om en, når man går forbi. Gamle fiskere på malecónen der ser ud til at sidde og sove vender sig lige for at vride et kompliment af sig. Og kysselydende forfølger alle, ikke bare udenlandske kvinder.

En dag kørte en politibil lige op foran mig og jeg blev selvfølgelig stiv af skræk, men de rullede bare vinduet ned for at sende mig luftkys.

Mange, og i hvert fald vores danselærere har en udstråling der er slående forskellig fra den nordiske. Sagen er nemlig den at mange cubanske mænd -og kvinder, simpelthen bare er født uimodståelige, og sagen er den at de ikke kan gøre for det! De har alle sammen lige det hele verden sukker efter.

En bekendt til min nabo var en smule rystet over hvordan vi går, os fra det kolde nord. Hvorfor går i sådan, som jordskredsramte huse? udbrød hun. Det kunne jeg jo ikke svare på, så derfor måtte jeg modtage en lektion i hvordan en rigtig cubansk kvinde går.

Først trækker man skuldrene helt tilbage. Så lader man hofterne vugge som var man et skib i stærk søgang, og så kommer det svære: Nu skal højre eller venstre fod nærmest tilfældigt kastes fremad, som om foden kun i sidste øjeblik, og hårdt presset overgiver sig til bevægelsen.

Prøv bare, det vil sikkert vække opsigt.

21. juli

I bil til Pinar Del Rio

Efter dansekurset lykkedes det en svejtsisk pige og jeg at få fat i en udlejningsbil, og allerede et par timer efter er vi i Pinar Del Rio, hovedstaden i Cubas vestligste provins.

Vinales Valley Pinar Del Rio - fra http://www.cubanacan.cu/galeria/galeria1.html

Fordelen ved at leje en bil er at man kan komme meget længere væk fra hovedvejene end man kan med bussen, og ulempen er at man ikke kan gå fra bilen.

Derfor går vi en og en ind og ser tobaksfabrikken, før vi kører ud i de små landsbyer vi har sat næsen op efter.

Vi satser på at overnatte i byer der er så små at hvis nogen stjæler bilen, så ved alle hvem det er.

Sierra del Rosario Pinar del Río - fra http://www.cubanacan.cu/galeria/galeria1.html

Og fordi den offentlige transport på landet er så godt som ikke eksisterende, tager vi hele tiden blaffere op.

Vi møder f.eks. to sygeplejersker der altid blaffer på arbejde og derfor aldrig ved om de kommer frem: Vi møder en dame der skal til den nærmeste by for at købe en kost, noget der minimum vil tage hende en hel dag.

På et tidspunkt da vi standser for at tage billeder møder vi en rigtig cowboy med stråhat og det hele, der er faktisk kun en ting der mangler; hesten. Den er blevet stjålet, og det er ikke så meget det at hesten er blevet stjålet der frembringer et forpint udtryk i hans ansigt, da han sidder på bagsædet. Det er tanken om at nogen i dette øjeblik sidder og spiser den.

Senere holder der en ambulance i vejkanten, den er løbet tør for benzin. 5 mennesker står midt på vejen for at standse os og ind kommer en lille astmatisk dreng og hans mor, som vi ræser til den nærmeste klinik.

26. juli

Fidel

Den 26. juli, der fejres som en af revolutionens mærkedage, havde jeg ventet at jeg skulle ned på revolutionspladsen og høre Fidel tale. Intet mindre.

Men desværre fejres den 26. juli i den provins som i løbet af året har arbejdet bedst, og derfor er festlighederne i år henlagt til Las Tunas, en sydlig provins.

Jeg må med andre ord nøjes med at se hele ceremonien på fjernsynet. Og så viser det sig at Fidel slet ikke skal tale, det skal hans bror, Raul. Fidel er der, men han ser unægtelig noget svækket ud. Både ved denne lejlighed og en senere.

Min værtinde tør slet ikke tænke på hvad der sker hvis han dør. Hun kan ikke forestille sig at Cuba uden videre kan overgå til at blive et kapitalistisk samfund. Ikke uden borgerkrigslignende tilstande.

Og hvis alle eksilcubanerne vender hjem og forlanger deres ejendomme tilbage, kan man levende forstille sig en mareridtsagtig udvikling.

På den anden side har Fidel siddet ved roret meget længe, så længe at systemet tørster efter fornyelse i en grad som kun overgås af Havannas gamle huse.

Fornylig kom for øvrigt de sidste rester af Che Guevarra hjem fra Bolivia. Granma dækkede begivenheden med 6 sider. Og uanset hvem man taler med, uanset hvor meget eller hvor lidt de bryder sig om Fidel, så er Che tydeligvis en elsket herre.

Man kan have siddet og hørt på en timelang kritik af Fidel og alt hvad han står for, så falder talen på Che, og folk tager sig til hjertet.

27. juli

Santeria

Efter at have været til fernisering hos den cubanske forfatterforening, går min nabo, Sylvia, og jeg ned til malecónen og ser ud over havet.

Pludselig vil Sylvia bede til Yemaya. Senere viser hun mig sit lille alter til Eleggua, en anden orisha i Santeria.

Men i Santeria er guderne både gode og onde og da min nabo opfører en lille ceremoni, så jeg kan spørge Eleggua hvad der vil ske i fremtiden, driller han os. Derfor må vi spørge flere gange.

Da vi omsider får svar på det første spørgsmål, prøver vi med et nyt og dertil svarer Eleggua bare, at jeg ikke skal spørge om noget jeg allerede ved.

31. juli

En cubansk familie

I dag har jeg været så heldig at Sylvia har inviteret mig med ud og besøge sin familie på landet.

Selv om vi ikke skal mere end 50 kilometer ud på landet, er der kun offentlig transport et stykke af vejen. Resten af vejen må vi blaffe eller gå. Og familien får tydeligvis ikke gæster hver dag. De kredser om mig som var jeg faldet ned fra månen.

Manden i huset arbejder på en brønd i nærheden og tog i sin tid aktivt del i revolutionen. Men se på os nu! siger moderen. Min mand har givet sit liv til revolutionen og nu regner det ned gennem taget!

Den ældste søn i huset tjener penge ved at sprøjte de omliggende rismarker med insektgifte. Desværre rækker mit spansk ikke til at forstå hvad han sprøjter med, men det er ikke ufarligt. Endnu er han ikke blevet syg, men han er sikker på at der ligger en regning og venter på ham om 20 år.

Den anden søn i huset er passioneret opdrætter af kamphaner og han helmer ikke før han har vist mig den alle sammen, og hver gang skal jeg se hvor fint de er plukket inde under vingerne, så er det nemmere at rense sårene efter kampen. Sporer er ikke noget man bruger.

En tredie søn er transvestit og bor nu i Miami, hvor han gennemgår kønsskifteoperationer. Og sådan er de cubanske familier så dejligt uforudsigelige, ofte har en søskendeflok adskillige fædre for skilsmisseprocenten ligger på omkring 80%. Cubanere er let antændelige og bliver gift og skilt før de kan nå at skrive under på vielsesattesten, som en cubaner fortæller mig.

Da jeg skal til at tage afsked med Sylvias familie spørger de om de ikke må få min adresse og det må de selvfølgelig gerne. Så jeg giver den til den ældste bror, han kigger lidt på den og siger: Mange tak, men kan jeg ikke få den på spansk! Og egentlig skulle det overraske mig meget om de overhovedet ved hvor Danmark ligger. I deres verdensbillede tror jeg norden er helt fyldt op af USA. Ikke bare på grund af USAs erklærede fjendskab, men også fordi mange drømmer om at flygte til USA.

Og når højtuddannede specialister inden for snart sagt alle fag tvinges til at arbejde som taxachauffører for at tjene en smule dollars, kan det vil heller ikke undre nogen at drømmen om et andet liv får næring.

Min værtinde kunne dog ikke drømme om at flygte. Jeg er cubaner og jeg vil dø for mit land, hvis det skal være, siger hun, med den lidenskab der vokser på disse breddegrader. Hun er en smule overrasket over at jeg ikke med samme overbevisning kan sige at jeg vil dø for Danmark.

Alt hvad vi har, har vi kæmpet hårdt for at få, fortsætter hun. Men i en periode var vi for romantiske, alt for romantiske, siger hun med en hovedrysten.

Katrine

Indrykket af : HifiSalsa's Nyhedsredaktion 01-Jun-2000 22:54 - Senest opdateret : 16-Jun-2007 04:00

Læst antal gange : 826
Kommentarer(0) - Skriv kommentar - Send note til redaktionen

Hvis du vil skrive kommentarer skal du tilmeldes som bruger

Skriv en kommentar

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (åbner nyt vindue)

Cookies : Når du besøger HiFiSalsa sættes der både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på HiFiSalsa forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

Mere info om cookies...

Cubansk Danseskole v/ Yosvany Torres - Undervisning - Cubarejser - Danseshow

Lør. d. 28. sep. 2019 : CUBA DINNER & DANCE i Fredensborg

Fredensborg Gl. Biograf (Salen), Jernbanegade 4, 3480 Fredensborg. . 12.30-13.15: Foredrag og debat om den politiske ...[Læs mere]

[-> oversigt...]

http://www.www.cubakultur.dk/

Mangler der noget?!

Alle kan skrive indlæg til HiFiSalsa og det er gratis.

Bliv aktiv bruger: Som aktiv registreret bruger har du mulighed for at skrive og redigere indlæg på HiFiSalsa.

Eller giv HiFiSalsa et tip via vores Info-formular. Du kan bruge formularen hvis du vil tippe os om ting som du synes vi skal informere om på HiFiSalsa og ikke vil være registreret som bruger.

Læs om annoncering på HiFiSalsa

Kritik, kommentarer, ideer, tips, forslag?

Brug vores kontaktformular til at give feedback...

 

*