HiFiSalsa : http://www.hifisalsa.dk/showme.php

Hjemmeside - Artikler - Rejsetips

Salsa i London

Et lille rejsebrev fra London d. 23. og 24. maj 2005 - Fra cubansk salsatek i højeste klasse til forrygende koncert med skotske Salsa Celtica.

Cubansk salsa i London har måske ikke så gode tider mht. antallet af steder, hvor man kan gå hen og danse det. Men når det kommer til kvaliteten, så er det noget ganske andet. Den cubanske mandagssalsa på The Buffalo Bar er ”caliente”. Salsateket starter kl. 21 og slutter kl. 2, men er man med undergrundsbanen må man tage derfra lidt over midnat. Det er et ret lille sted med en rigtig god atmosfære, i hvert fald den mandag, jeg var der.

Ifølge DJ Jim (Doctor Jim) var det en ret fredelig aften, men jeg syntes, at der var tilpas med mennesker og masser af aktivitet på dansegulvet.

Jeg vil anslå, at ca. 50 % har været cubanere af begge køn og danseniveauet var højt, også for ikke-cubanere. Et sted med et stort stampublikum, men ikke mere sammenspist end at en besøgende dansk salsadanser blev budt op til dans flere gange.

Et festligst indslag var Barbaras fødselsdag. En lagkage blev båret ind, og efter at have pustet lysene ud, skulle hun så danse med alle mændene på skift til sin yndlingsmelodi. Det blev nu kun til en god håndfuld, som på meget flot skift afløste hinanden. Senere blev alle gæster budt et stykke fødselsdagslagkage.

Én ting var den hyggelige atmosfære, en anden ting var musikken. Doctor Jim spillede bare det bedste cubanske musik hele vejen igennem. Suveræn DJ. Sagde til ham, at han meget gerne måtte deltage i vores næste DJ Battle i København.

Et par gange i løbet af aftenen opstod der spontane ruedaer, som tiltrak sig gæsternes opmærksomhed. Ifølge en af stamgæsterne var det meget almindeligt, at der blev danset rueda på The Buffalo Bar, men at det ikke var normalt på de andre salsateker.

Er man i London en weekend og glad for cubansk salsa, så forlæng weekenden med en mandag.

I øvrigt har Jim og dansepartner undervisning i casino hver mandag kl. 19-21, netop på The Buffalo Bar. Der bliver undervist på to niveauer på samme tid: Begyndere/letøvede1 og letøvede2/øvede. Så er man varmet op til resten af aftenen. Jeg kunne desværre ikke selv nå at deltage i undervisningen. The Buffalo Bar ligger på 259 Upper Streeet, meget tæt på undergrundsstationen Highbury & Islington.

Salsakoncerten dagen efter var noget af et stilskifte. Det skotske gruppe Salsa Celtica spillede på Jazz Café tirsdag aften. Selve stedet har plads til 300-400 mennesker og man kan både stå nede i salen eller nyde koncerten oppe fra, hvis man spiser i restauranten, hvor bordene står placeret så man kan se ned. For ca. ½ år siden fik jeg foræret en CD (”El agua de la vida”) med Salsa Celtica, der spiller en blanding af skotsk folkemusik og colombiansk/venezuelansk salsa. En spændende og anderledes musik. Det er mest salsa, men også rumba m.m. er repræsenteret. Et rigtig godt nummer er foreningen af den colombianske cumbia med den skotske folkemusik.

Her i København har vores lille son-hold hos Charlie danset en del til Salsa Celtica, så det var jo oplagt at tage til koncert med dem, når jeg nu var i London på det tidspunkt.

Det var ikke et typisk salsapublikum, der var tilstede. Inden bandet gik på tænkte jeg, at det var da godt nok et sløvt publikum og ikke en eneste dansede til den salsamusik, der blev spillet. Så kom bandet på og der kom gang i publikum….meget gang i ca. 1/3 af salen. Vennerne og diverse fans ? Når den skotske folkemusik var den fremherskende, så blev der hoppet og danset folkedans på fulde omdrejninger. Stemningen var høj og selv min meget stillestående sidemand med vindjakken begyndte på et tidspunkt at bevæge sig til rytmen. Der var lidt den samme stemning som til Hierba Buena koncerten på sidste års Roskilde Festival. Der blev også danset til salsanumrene under koncerten, men noget spredt rundt omkring. Hvis man ikke synes, at salsa boogaloo er hurtigt nok, så prøv den skotske salsa.

Der skal virkelig flyttes på fødderne, når Salsa Celtica spiller live. To par blandt publikum beherskede denne kunst. Jeg kan godt lide musikken på CD’en, men at høre dem spille live, det er rigtig godt. Dog er det nok en fordel også at kunne lide skotsk (og irsk) folkemusik. Det er altså lidt specielt at høre rumba spillet på sækkepibe og det normale timba-klaver erstattet med banjo. Sidstnævnte lød faktisk ret godt. Jeg er i hvert fald med på at opleve dem igen, hvis de skulle komme til Danmark….og så vil jeg nok medbringe ørepropper.

Jazz Café ligger på 5 Parkway, meget tæt på Camden Town undergrundsstationen. Der er ofte gode verdensmusiknavne på programmet. Programmet der og mange andre musikarrangementer kan læses på www.meanfiddler.com, hvor man i øvrigt også kan booke billetterne.

Andre steder, hvor der kan danses cubansk salsa i London:

Red Rose Club, 129 Seven Sisters Road, Finsbury Park (1. og 3. fredag i måneden).

Se i øvrigt www.salsacaribe.co.uk og www.afrocuban.co.uk (gode salsalinks) for yderligere oplysninger. Sidstnævnte har en mailingliste så man bliver opdateret med de nyeste arrangementer mht. cubansk salsa i London. Man kan også maile og spørge direkte. Tak til Ibrahim, som gav mig gode informationer inden afrejsen.

Har man rejsefeber her op nu, så er der Carneval de Cuba den 4-5 juni med bl.a. Paulito FG, Candido Fabré, Osvaldo Chacon og Latin Clan.

Den 18-19 juni går det løs igen med The Floridita Cuban Music Awards, hvor Charanga Habanera, Habana Sax og Buena Fé er på scenen.

I området omkring Kings Cross undergrundsstationen findes der flere gader med små hoteller. Jeg kan anbefale både The Princess Hotel (35/37 Argyle Road, www.princesshotel.co.uk) og Fairway Hotel (13/15 Argyle Road, www.cyberlobby.com/fairway ) Begge steder kan man få et værelse for 300-400 kr. inkl. en solid engelsk morgenmad – og fornøjelse af at bo i et gammelt og skævt victoriansk hus. Fra Kings Cross Station er der kun 1-2 stop med undergrundsbanen (The Tube) til hhv. The Buffalo Bar og Jazz Café (hver sin retning).

Som en sidste oplysning. Hvis man har en flyafgang kl. 7 om morgenen fra Heathrow kan man ikke tage Piccadilly Line direkte til lufthaven. Man bliver nødt til at tage den dyre Heathrow Express fra Paddington Stationen. Man kan tage det første undergrundstog kl. 5.06 fra Kings Cross Station til Paddington.

Det var slut på rejsebrevet fra London.

Absolut også et sted for de salsadansere, som er til det cubanske. Men check webstederne eller kom på den omtalte mailingliste, da salsastederne ofte skifter adresse.

AnneMarie

Indrykket af : HifiSalsa's Nyhedsredaktion 05-Jun-2005 14:11 - Senest opdateret : 05-Jun-2005 14:19

Læst antal gange : 939
Kommentarer (2) - Skriv kommentar - Send note til redaktionen

lige et par tilføjelser

Hej AnneMarie,
Der er faktisk flere steder i London, hvor man kan danse salsa. I august var jeg på BAR SALSA! i Charing Cross Rd, stor club både med en god restaurant og danseundervisning næsten alle ugens dage. Der er en rigtig god stemning og gang i dansegulvet for alle niveauer. Desuden var jeg på Ronnie Scotts berømte jazzbar i Soho, hvor der var salsa på 1. sal lørdag aften. Sidste weekend i august er der det fantastiske Notting Hill Carnival i London, i denne forbindelse sker der også en masse danse-arrangementer og koncerter. That's all from me. Enjoy! Mvh. Birgitte

Indrykket af : Birgitte 16-Jun-2005 14:46 - Senest opdateret : 16-Jun-2005 14:46 - Besvar - Send note til redaktionen

Cubansk salsa

Hej Birgitte
Jeg ved godt, at der er flere salsasteder i London, og jeg har også været på andre end de nævnte ved en tidligere lejlighed. Men mange (de fleste) af stederne tiltrækker et publikum, som danser London-style på 2 og ikke den almindelige cubanske stil. Da jeg ikke danser førstnævnte (og gerne vil danse, når jeg er i byen)har jeg specielt været interesseret i de steder, hvor den cubanske stil har domineret. Ifølge mine informanter i London er der ikke så mange steder.
Hilsen, AnneMarie

Indrykket af : AMS 17-Jun-2005 00:56 - Senest opdateret : 17-Jun-2005 00:56 - Besvar - Send note til redaktionen

Hvis du vil skrive kommentarer skal du tilmeldes som bruger

Skriv en kommentar

Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (åbner nyt vindue)

Cookies : Når du besøger HiFiSalsa sættes der både 1. parts- og 3. parts cookies. Besøg på HiFiSalsa forudsætter at du er indforstået med anvendelsen af cookies.

Mere info om cookies...

Læs om annoncering på HiFiSalsa

Tor. d. 12. dec. 2019 : Havana Nights at The Old Irish Pub

Havana Nights at The Old Irish Pub

Havana Nights i at The Old Irish Pub 1st floor at the city centre in front ...[Læs mere]

[-> oversigt...]

http://www.www.cubakultur.dk/

Mangler der noget?!

Alle kan skrive indlæg til HiFiSalsa og det er gratis.

Bliv aktiv bruger: Som aktiv registreret bruger har du mulighed for at skrive og redigere indlæg på HiFiSalsa.

Eller giv HiFiSalsa et tip via vores Info-formular. Du kan bruge formularen hvis du vil tippe os om ting som du synes vi skal informere om på HiFiSalsa og ikke vil være registreret som bruger.

Cubansk Danseskole v/ Yosvany Torres - Undervisning - Cubarejser - Danseshow

Kritik, kommentarer, ideer, tips, forslag?

Brug vores kontaktformular til at give feedback...

 

*